Født i 1969 i Ortona, som ligger i den italienske region af Abruzzerne.
Efter at have færdiggjort sin uddannelse som klassisk pianist ved Conservatorio di Teramo i 1990, fortsatte han med at videreuddanne sig i diverse italienske musikalske institutioner. Et af hans vigtigste ophold var i Imola, hvor han studerede på Accademia Pianistica Incontri col Maestro med Franco Scala og Piernarciso Masi.
På samme tid studerede han på Università di Bologna, hvor han stræbte efter en tværfaglig uddannelse og kombinerede musikvidenskab med historiske studier. Han fik en kandidatgrad i orientalsk historie i 1995.
Derudover læste han musiketnologi med Roberto Leydi på Università di Bologna og denne uddannelse stimulerede yderligere hans interesse for mundtligt musikalske traditioner, og efterfølgende fokuserede han på feltarbejde i form af lydoptagelser af folkesange fra Chieti-regionen, som også ligger i Abruzzerne i Italien.
Mauro Patricellis tværfaglige uddannelse afspejler sig i flere af hans musikalske projekter, som ofte kombinerer komposition med musiketnologi, antropologi og historie.
Han har også haft et virke indenfor musikundervisning som klaverlærer ved Centro Musicale Ca’ Vaina i Imola, Italien. I perioden 2003-2006 har han også været leder af samme institution.
Han har været bosat i Danmark siden 2007, hvor han som komponist har samarbejdet med adskillige ensembler og solister både indenfor det klassiske musikmiljø og det rytmiske. Derudover har han haft et virke indenfor det musikdramatiske miljø og skabt og opsat fire musikdramatiske værker. Efter en først dokumentarisk forestilling, Qualcosa di ’Mbina, opført på Det Italienske Kulturinstitut i København i 2010 i form af oratorio, præsenterede han tre størrere dokumentaroperaer: Syng for fremtiden, Ingeborg!, opført på Københavns Musikteater i 2013; Dansejæger, opført på Betty Nansen Teatret i 2016, genopsat på Den Fynske Opera i 2018 og på Odin Teater i 2020; Skattegraveren, opført på Takkelloftet, Operahuset, Det Kongelige Teater, i 2019 og nomineret til Reumert i kategorien Årets særforestilling, 2019.
Ved siden af sit kunstneriske virke har han holdt gæsteforedrag ved flere institutioner som bl.a. Università di Bologna og Università di Cagliari, i Italien, Aarhus Universitet i Danmark, Universidad UIS de Santander i Colombia. Har udgivet musikvidenskabelige artikler og været musikvidenskabelig konsulent i forbindelse med udgivelsen af bøger til musikhistorieundervisning
Mauro Patricellis værker placerer sig inden for to hovedårer: etnografiske værker baseret på en fortolkning af folkemusikalske traditioner (bl.a. Scura Maje, La partenza della Sposa, Where the Story Begins samt dokumentaroperaerne Syng for fremtiden, Ingeborg!, Dansejæger, Skattegraveren,) og postminimalismeinspirerede værker (bl.a. Paradiddle Rondo, Miniature Riffs, Double Hi-hat Framed).
Hans dokumentaroperaer beskæftiger sig med en særlig type biografisk og etnografisk fortælling, som igennem en tekstur bestående af bl.a. dokumentariske tekster, lyddokumenter, interviews, billeder og film skaber genklang mellem et rent videnskabeligt emne – etnografisk/musikantropologisk forskning – og det senmoderne behov for at blive konfronteret med det arkaiske og med den eksistentielle frygt for glemsel.
I løbet af iscenesættelsen og opførelsen af sine værker har Mauro Patricelli etableret et fast samarbejde med musikere med både klassisk og rytmisk baggrund. Det langvarige forhold til disse musikere gav ham mulighed for at udforske og udvikle et musikalsk sprog, som kombinerer både klassiske og rytmiske elementer.